Uden for fodboldbanen var vognmand Madsen fra Rønningsvej på Bispebjerg i Københavns Nordvestkvarter genert og beskeden grænsende til det selvudslettende. Men inden for de hvide kridtstreger konverteredes det kun 1,71 meter høje muskelbundt til en frygtløs og eksplosiv angriber, der sprudlende af selvtillid scorede perlerækker af mål og blev alle målmænds skræk i international topfodbold i ti år, fra 1958 til 1968. Og hans frække hælsparksmål mod Sverige i Idrætsparken i 1965, hvor Danmark vandt 2-1 på sejrsmål af Ole Sørensen, er blevet en TV-klassiker. Ole Madsen, der fylder 70 år i morgen, er en af dansk fodbolds allerstørste profiler og mest effektive måltyve. Som »alle tiders målscorer« for det danske landshold er han kun overgået af KBs Poul »Tist« Nielsen (1910-25) og Frems Pauli Jørgensen (1925-39). Ole lavede 43 mål i 51 landskampe, »Tisten« 52 i 38 og Pauli 44 i 47.

Ole Madsens karriere er yderligere bemærkelsesværdig, fordi han aldrig har spillet klubfodbold på 1. divisionsplan (nu superliga), før han blev professionel i Sparta Rotterdam i 1965. Efter drengetiden i Bispebjerg Boldklub i Utterslev Mose holdt enspænderen Ole Madsen en lille pause fra fodbold og var i stedet billardkeglerejser for nogle af sine brødre - familien Madsen bestod foruden af far og mor af fem sønner og fire døtre. Serieklubben Stefan

Heldigvis fik Ole lysten til fodbold igen og meldte sig som yngling (16-18 år) ind i serieklubben Stefan, der dengang havde til huse i Lersø Parken. Nyerhvervelsen knaldede bolden i nettet i rekordstore stimer, der gav genlyd i hele København, og da det fortsatte i seniorafdelingen, begyndte pressen at skrive om fænomenet fra Lersøen. Ole Madsen kom på KBUs udvalgte seriehold og senere Alliancens mandskab - hovedstadens 2. og 3. divisionsklubbers modspil til storklubbernes daværende Stævnesammenslutning.

Oles direkte vej mod målet og iskolde afslutningsproces tete-a-tete med den respektive målmand fik også storklubberne til at spærre øjnene op. Men det blev den daværende 3. divisionsklub H.I.K., Hellerup Idræts Klub, der løb af med den fodrappe vognmand. Og det fortrød han aldrig ud fra betragtningen om, at han i lidt lavere divisioner lettere kunne få lov til at realisere sine sololøb og undgå for faste rammer. Det betød også noget, at han ikke behøvede at træne optimalt. Lastbilejeren var nemlig meget træt efter sin hårde fysiske arbejdsdag og bestemt ikke oplagt til intens fodboldtræning bagefter. Han spillede hurtigt sin ny klub op i 2. division og blev 3. divisions topscorer med 26 mål i 1958. Superstjernen i svøb blev selvklart HIK en fantastisk mand. Eksempelvis scorede klubben flest mål i Danmarksturneringen i 1958-1973 i 22 kampe, hvoraf Ole Madsen tegnede sig for 26. Og da han samtidig fortsatte med at brillere i Alliancens internationale venskabskampe i Idrætsparken, var hans landskampdebut i 1958 en selvfølge. Han gjorde det så godt i tre kvalifikationskampe til OL i Rom i 1960, at han burde have været med der, selv om han på grund af sit arbejde havde sendt afbud til OL-truppens fællestræning. Europas sidste amatørledere fra DBU ville ikke dække tabt arbejdsfortjeneste, og Madsen ville ikke selv betale for at være med. Han kom derfor ikke med til Rom for at vinde OL-sølv, hvor en anden ung komet ved navn Harald Nielsen derimod lyste så kraftigt, at han blev professionel i Bologna i 1961. »Årets spiller«

Ole Madsen blev fast landsholdscentreforward og en respekteret anfører fra 1962, indtil han skrev kontrakt med Sparta Rotterdam fra 1965 til 1968. Han blev »Årets Spiller« i Danmark i 1964 efter i 1963 at være den sande terminator i Danmarks tre kvalifikationskampe til daværende Nations Cup mod Luxembourg, der sluttede 3-3, 2-2 og endelig 1-0 til Danmark, og Ole Madsen lavede simpelthen alle de danske mål.

Han spillede som nævnt 51 landskampe og er den eneste, som har opnået 25 kamps-jubilæum uden at have repræsenteret en klub i den bedste danske division.

Kulminationen i hans professionelle karriere var, da han blev matchvinder for Sparta Rotterdam mod Den Haag i den hollandske pokalfinale. »Jeg var ellers ude af kampen efter et voldsomt sammenstød, men da man ikke måtte bruge reserver dengang, kom træneren ind i omklædningsrummet, mens jeg blev behandlet, og bad mig komme på banen igen. Det gjorde jeg og scorede sejrsmålet til 1-0,« fortæller Ole Madsen, der er en af de hårdeste nysere dansk fodbold hidtil har set. Han gik ind i alt, og også målmændene følte sig af og til forulempet, når vognmanden overskred naturens hastighedsgrænser og med sit utrolige antrit forcerede alle forhindringer af kød og blod. Kombinationsspillets kunst var ikke enerens mærkevare. Og kunne han gå alene, ja, så gjorde han det. Hjemme fra Holland investerede han i et Tuborg-depot og var senere vinchef på Skovshoved Hotel, inden han trådte ind i sin nuværende stilling som beskeden pensionist, der på ingen måde lefler efter at komme i offentlighedens søgelys igen. Han har tilmed sagt pænt nej tak til et tilbud om at blive foreviget i Hall of Farne i Parken.

Ole Madsen vil meget hellere i ny og næ spille en hyggelig skomagerpot med sin gamle landsholdskammerat, Ole Sørensen, eller med sin gode ven, HIKs tidligere formand, Jørgen Silcovitz.